Rhinoklinikken ➝ Øre-næse-hals kirurg på Frederiksberg

Skæv næseskillevægs operation hos Rhinoklinikken

Operation for skæv næseskillevæg

HVORFOR OPERATION FOR SKÆV NÆSESKILLEVÆG?

En operation for skæv næseskillevæg har til formål at fremme luftpassagen igennem næsen. Skævheder kan være medfødte eller opstå efter brud på næsen. De fleste patienter oplever besvær med at få luft gennem næsen, nogle gange ensidigt og andre gange på begge næsebor.

Risici
Der kan udvikle sig en ny skævhed af skillevæggen, idet brusken nogle gange skrider tilbage mod udgangspunktet. I meget sjældne tilfælde opstår der behandlingskrævende blødning eller infektion i operationsområdet. 

Operationen
Operationen foregår gennem næseborene og der efterlades derfor ingen synlige ar. Som støtte under helingen af den rettede næseskillevæg indsættes ofte silikoneplader. Man oplever derfor ikke den fulde effekt af operationen for skæv næseskillevæg før disse fjernes i ambulatoriet ca. en uge efter operationen.

På operationsdagen

• Du skal faste og tørste som aftalt ved forundersøgelsen.
• Du skal have taget et bad og vasket hår.
• Du må ikke have kontaktlinser, neglelak og make-up på, når du møder i klinikken til operation.
• Du bør, så vidt muligt, efterlade værdigenstande hjemme.

Efter operationen
Du bliver observeret i nogle timer på vores opvågning og i klinikken, hvorefter du formentlig kan udskrives og overnatte i eget hjem.

KOMPLIKATIONER VED OPERATION FOR SKÆV NÆSESKILLEVÆG

Der kan forekomme sivblødning fra næsen efter operationen, hvilket er helt normalt. Pakningerne i næsen og bihulerne medfører at du ikke kan trække vejret optimalt gennem næsen, men det bedres dag for dag i takt med at de opløses. Det er en god ide at sove med hovedet højt. Efter operationen kan der dannes generende skorper i næsen. Du må ikke pudse næse eller ”pille næse” på grund af risiko for blødning. Vi anbefaler derfor, at du skyller næsen med saltvand min. 3 - 4 gange dagligt fra dagen efter operationen. Det er bedst at anvende et næsehorn til dette hvilket kan købes på de fleste apoteker.

Læs vejledning herom.

Næsespray
Hvis du bruger spray med binyrebarkhormon (f.eks. Nasonex, Flixonase eller Rhinocort), skal du sædvanligvis holde pause, indtil du har været til den første kontrol i klinikken. Din kirurg kan dog beslutte at du skal begynde tidligere.

Smerter
Det er almindeligt at have næsesmerter, tandsmerter og hovedpine efter en operation for skæv næseskillevæg.
Smerterne kan i nogle tilfælde strække sig frem til ugedagen for fjernelse af silikonepladerne.
Følelsesløshed i fortænderne kan også forekomme.

Vi anbefaler følgende smertestillende behandling:
Paracetamol - 2 tabletter à 500 mg x 4 i døgnet (håndkøb).
Ibuprofen - 2 tabletter à 200 mg x 3 i døgnet (håndkøb) eller 1 tablet à 400 mg x 3 i døgnet (recept).

Opstår der mavesmerter anbefaler vi at du kontakter egen læge.

Restitution
Inden udskrivelsen får du en tid til kontrol i vores ambulatorium efter 7 - 14 dage. Vi anbefaler, at du tager en pårørende med. Det er desuden en god ide at indtage paracetamol 2 x 500mg og ibuprofen 2 x 200mg en til to timer før du kommer til kontrollen således at eventuel oprensning af næsen ikke medfører ubehag.

Vi anbefaler 7-10 dages rekreation hjemme, hvor du bør holde dig i ro og undgå fysisk anstrengende aktiviteter og sport.
Har du brug for dokumentation for dette, kan du få det udleveret inden du udskrives.

Du skal kontakte os hvis:
• Der kommer stærk blødning fra næsen.
• Du får feber.
• Du får tiltagende smerter.
• Du får tiltagende hovedpine.