Rhinoklinikken ➝ Øre-næse-hals kirurg på Frederiksberg

Næseoperation hos rhinoklinikken

Ydre næseplastik operationer

Der er næsten lige så mange årsager til, at man ønsker en operation af ydre næse, som der er næser. Nogle patienter oplever problemer efter tidligere brud på næsen, mens andre er arveligt disponerede til en bestemt næseform.

En næseoperation bliver tilpasset den enkelte patient. Ved den indledende samtale med kirurgen forklarer du dine ønsker, og kirurgen vil herefter opridse hvilke muligheder der er for at imødekomme disse. Ind imellem kan der være urealistiske forventninger til hvad der teknisk kan lade sig gøre. Vi gør derfor meget ud af at forventningsafstemme.

Skævheder og ujævnheder er ofte en følge af tidligere traumer mod næsen, følger efter tidligere kirurgi eller medfødte. I tilfælde af tidligere skader er operationen ofte mere kompliceret på grund af arvæv og forkalkninger.

Når man laver en operation på næsens bruskskelet kan det medføre, at næsens vækst standses. Man afventer derfor kirurgi indtil patienter er fuldt udvokset. En tommelfingerregel er, at næseoperationer kun undtagelsesvis udføres under 16 års alderen. Ved kosmetiske operationer, der alene har til formål at ændre næsens udseende, skal man være mindst 18 år.

En ydre næseoperation ændrer dit ansigts udseende. Derfor opfordres du til at overveje, om indgrebet er vigtigt for dig, de nævnte risici (se under “Operation”) taget i betragtning. Ofte kan nogle at de skævheder eller områder du ønsker korrigeret være en del af dine kendetegn.

Ved en operation af ydre næse er det ofte nødvendigt at rette næsens skillevæg, reducere næsemuslinger eller korrigere formen af næseknoglen. Næseoperationen er tilpasset dig og kan derfor variere fra patient til patient.


Typer af næseoperationer

Nedenstående operationstyper kan kombineres efter individuel behov.

Operation for saddelnæse (boksernæse)
Saddelnæse skyldes, at næsens skillevæg er faldet sammen eller gået til grunde. Det giver en karakteristisk bue på næsen, da det midterste stykke er sunket i forhold til resten. Det kan både give problemer med luftpassagen og næsens udseende. I disse tilfælde kan man via næseoperation enten flytte på skillevæggen eller hente noget brusk fra øret og lægge ind under huden på næsen.

Risici
Den største risiko er, at næsen synker sammen igen, enten fordi skillevæggen ikke kan bære, eller fordi det flyttede indlagte brusk svinder med årene. Der kan også forekomme en forkert bruskvækst. Huden over næseryggen kan blive tyndere og rødere.


Operation for alainsufficiens (næsefløjene klapper sammen under vejrtrækning gennem næsen)
Alainsufficiens skyldes at næsefløjene er underdimensioneret, oftest fordi næsen er meget smal. Næsefløjene kan også være meget bløde og klapper derfor sammen under indsnusning. Dette bevirker nedsat luftpassage. Ofte er skævhed af skillevæggen og for store muslingeben også en del af problemstillingen. Man kan afhjælpe problemet via næseoperation ved at lægge ekstra brusk i næsefløjene og korrigere øvrige faktorer der medvirker til problemet. Dette kan medføre en ændring af næsens udseende, så næsen bliver lidt bredere. Brusken kan hentes fra øret eller fra næseskillevæggen.

Risici
Der er en lille risiko for, at den indlagte brusk svinder med tiden. Der kan også meget sjældent opstå en asymmetri, hvis brusken kun vokser og svinder i den ene side. Huden over næsefløjene kan blive tyndere og mere røde.


Operation for skæv næse
Denne operation indebærer oftest at hele næseskelettet skal mejsles op samt korrektion af skævhed i næseskillevæggen. Der skal lægges gips på næsen i 7 - 10 dage.

Risici

Dette giver ofte blå mærker under øjnene. Der er flere smerter end ved de andre typer af næseoperationer. 
Knoglen kan blive tykkere (pga.nydannelse af knogle) de steder, hvor der er mejslet. Undertiden sidder næseknoglen så fast på ansigtets skelet, at det ikke lader sig gøre at rette på skævheden uden brud på ansigtets skelet. Dette viser sig først under operationen og operationen må så opgives eller ændres. I stedet kan man forsøge at forbedre næsens form ved for eksempel at slibe på knoglen eller lægge brusk ind. Man kan næsten altid med fingrene mærke mindre ujævnheder, selvom disse sjældent kan ses. Ofte er det ikke muligt at få næsen helt lige og den kan "sætte sig" igen med lidt skævhed bagefter.


Fjernelse af hump
Nogle mennesker har en udtalt bule, også kaldet hump, på næseryggen som fjernes under operationen. Hvis næsen i forvejen er bred, er man nødt til at mejsle hele næseskelettet op, som beskrevet ved operation for skæv næse. Det gøres for at undgå ujævnheder over næseryggen, hvilken kan give gener i form af ømhed og trykkende fornemmelse. Ofte vil man afslutte næseoperationen med en tynd bruskskive under huden, langs næseryggen for at udjævne yderligere.

Risici
Der kan opstå nydannelse af knogle og eventuelt gendannelse af humpen. Indlagt brusk kan vokse eller svinde. Huden over næseryggen kan blive tyndere og mere rød. Balancen i næsens udseende kan ændre sig, så næsetippen ser større ud.


Tipplastik
Næsetippen peger nedad, så vinklen mellem overlæbe og næsetip er lille. Tippen kan også være skæv eller asymmetrisk, eller man synes tippen er for stor.

Næsetippen er opbygget af to vingebruske, som møder hinanden i midten og danner en søjle mellem de to næsebor. De to vingebruske kan være vokset skævt på grund af et traume i barndommen eller det kan være medfødt. Ved en tipplastik vil kirurgen oftest være nødt til at lave et W-formet snit i huden på søjlen mellem de to næsebor. Herefter løsnes huden over næsetippen og der ”klappes op”, så bruskvingerne kan korrigeres. Ofte lægger vi også brusk fra øret eller næseskillevæggen ind.

Risici
Du får et lille fint ar på søjlen imellem næseborene. Indlagt brusk kan vokse eller svinde. Huden over næseryggen og næsetippen kan blive tyndere og mere rød. Næsetippen kan være øm i op til et år. Følesansen kan ændre sig i næsetipområdet.

Ved alle ovenstående indgreb ses i sjældne tilfælde bivirkninger i form af:

Nedsat følesans på næsen, føleforstyrrelser i fortænder, nedsat lugtesans, infektion i næsen.


OVERORDNET OM NÆSEOPERATION AF YDRE NÆSE

På operationsdagen

• Du skal faste og tørste som aftalt ved forundersøgelsen.
• Du skal have taget et bad og vasket hår på operationsdagen.
• Du må ikke have kontaktlinser, neglelak og make-up på, når du møder i klinikken til operation.
• Du bør, så vidt muligt, efterlade værdigenstande hjemme.

Efter operationen
Du bliver observeret i nogle timer på vores opvågning og i klinikken, hvorefter du formentlig kan udskrives og overnatte i eget hjem.

Smerter

Der vil næsten altid være hævelse og smerter efter en næseoperation.
Efter nogle operationer lægges et stramt plaster over næsen, for at begrænse hævelse. Hævelsen aftager gradvist i løbet af 14 dage.
I andre tilfælde lægger vi gips på næsen, som skal sidde 7 - 10 dage.
Det er almindeligt at have næsesmerter, tandsmerter og hovedpine efter operationen.
Smerterne kan i nogle tilfælde strække sig frem til ugedagen for fjernelse af eventuelle silikoneplader.
Følelsesløshed i fortænderne kan også forekomme.

Vi anbefaler følgende smertestillende behandling:
Paracetamol - 2 tabletter à 500 mg x 4 i døgnet (håndkøb).
Ibuprofen - 2 tabletter à 200 mg x 3 i døgnet (håndkøb) eller 1 tablet à 400 mg x 3 i døgnet (recept).
Opstår der mavesmerter anbefaler vi at du kontakter egen læge.

Restitution
Inden udskrivelsen får du en tid til kontrol i vores ambulatorium efter 7 - 14 dage. Vi anbefaler, at du tager en pårørende med. Det er desuden en god ide at indtage paracetamol 2 x 500mg og ibuprofen 2 x 200mg en til to timer før du kommer til kontrollen således at fjernelse af siliconeplader og næseskjold ikke medfører ubehag.
Vi anbefaler 7-10 dages rekreation hjemme, hvor du bør holde dig i ro og undgå fysisk anstrengende aktiviteter og sport.
Har du brug for dokumentation for dette, kan du få det udleveret inden du udskrives.

Du skal kontakte os hvis:
• Der kommer stærk blødning fra næsen.
• Du får feber.
• Du får tiltagende smerter.
• Du får tiltagende hovedpine.

Ambulant kontrol

Du skal komme til kontrol i ambulatoriet efter ca. 10 dage afhængigt af hvilken operation der er foretaget, samt efter 3 månder hvor vi tager "efterbilleder".